I det nyeste nummer af TÆNK er der en artikel om ulykkesforsikringer. Artiklen stiller spørgsmål til fornuften i at omkring 80 % af voksne danskere har en ulykkesforsikring.
En ulykkesforsikring fungerer som en lottokupon: Hvis du pludseligt kommer til skade, vinder du en sum penge, alt efter hvor meget du er kommet til skade.
Naturligvis tager forsikringsselskaberne sig betalt for at løbe risikoen. For hver 100 kr. kunderne betaler i forsikring, tager selskabet ca. 25 kr. til sig selv, mens resten skal dække udgifterne.
Langt de fleste mennesker taber altså penge på deres forsikringer, men ganske få vinder, og i snit taber man 25 % af det man betaler.
Hvorfor forsikre sig?
Man skal generelt kun forsikre sig mod situationer man ikke ville kunne overskue hvis uheldet var ude. Hvis man fx skulle være så uheldig at huset brændte – det sker en gang imellem – er man ruineret hvis man ikke har en indboforsikring. Her er pengene givet godt ud.
Hvis man har hårdt fysisk arbejde, kører motorcykel, dyrker fysisk krævende sport i fritiden og lever et generelt risikofyldt liv, og samtidig har en stram økonomi, er en ulykkesforsikring måske en god ide.
Hvis man imidlertid har stillesiddende arbejde, rolige fritidsinteresser og råd til at spare op, så man kan klare uforudsete udgifter, så kan det formodentlig bedre betale sig at lægge pengene til siden i stedet for at betale til en ulykkesforsikring.
Alle kan selvfølgelig komme ud for ulykker, men overvej hvad det ville betyde for dig økonomisk. Er du fx rigeligt dækket i din pensionsordning? En forsikring giver dig ikke førligheden igen; den giver dig bare en portion penge. Hvis du ikke har direkte brug for pengene, er der ingen grund til forsikring.