Spar i husholdningen

Spar penge på madlavningen

Her sparer du ikke bare penge, men også tid og besvær.

  • Pasta og kartofler skal kun lige dækkes af vand når du sætter det til at koge. Der er ingen grund til at fylde gryden med vand der tager tid og energi at varme op. Så koger det heller ikke så let over.
  • Når du koger æg, skal der kun være 1/2 cm vand i bunden af gryden. Ægget ligger i en skal og er ligeglad med om det er vand eller damp der varmer det op. Når det damper fra låget, så sluk for varmen hvis du bruger el, eller skru helt ned hvis du bruger gas. Lad det stå i 12 minutter og så er der hårdkogte æg.
  • Hvis du har gas, så kog vand i en kedel frem for med elkogeren. Gas er billigere end el.
  • Elkogeplader køler langsomt ned. Sluk for dem nogle minutter før maden er færdig og udnyt eftervarmen som du alligevel har betalt for.
  • Sæt maden i ovnen når den varmer op, og sluk for ovnen før maden er færdig så du udnytter eftervarmen.

Spar penge på rengøring

  • Drop alverdens specialiserede rengøringsmidler. Langt det meste snavs kan fjernes med vand, opvaskemiddel og husholdningseddike. Brug sæbe uden parfume. Det dufter måske ikke af blomstereng, men til gengæld slipper du for allergi.
  • Skyllemiddel i vasketøjet er dyrt, unødvendig og skadeligt. Spar pengene og gør noget godt for dig selv og miljøet.