Der er masser af muligheder for at høre al den musik man vil på internettet, helt lovligt uden at man skal betale for det. Her er nogle af de tjenester jeg benytter. Hvis du kender andre gode, så smid en kommentar.
- TDC Play. Hvis du er kunde hos TDC eller YouSee, har du højst sandsynligt adgang til deres musiktjeneste PLAY, som er gratis at benytte for kunder. Her er der i skrivende stund over 6 millioner numre man kan downloade.
- Grooveshark. Super smart tjeneste hvor man kan få streamet musik. Der er utrolig meget musik at vælge imellem, og man kan oprette sin egen musiksamling og lave playlister. Rigtig smart til fester hvor alle kan finde lige den musik de ønsker.
- Youtube. Her er der både billede og lyd, og naturligvis en masse andet end lige musik. Udvalget er enormt, men da der er video til, kræver det lidt mere af din internetforbindelse.
- BibZoom (tilføjet 7/3-2011). BibZoom er bibliotekernes tjeneste. Her kan man downloade eller streame mere end 4 mio. musiknumre. Musikken er til låns, dvs. når lånetiden udløber, kan man ikke længere afspille musikfilerne.
Sæt computeren til anlægget
Den gratis musik og de overlegne muligheder for at lave playlister og organisere sin musik gør computeren til en foretrukken musikafspiller for mange. Almindelige computerhøjtalere er dog sjældent noget at råbe hurra for, særligt ikke hvis man har en bærbar.
Men computeren sættes nemt til anlægget via computerens højtalerudgang. Alt hvad der kræves er en ledning til få kroner. Jeg bruger selv en gammel minibærbar som står fast sammen med anlægget. Jeg skifter aldrig længere cd’er, og al musik fra obskure kunstnere til den nyeste pop er kun få gratis klik væk.