Hvad er et realkreditlån?

Står du og skal købe hus, lejlighed eller sommerhus? Så er du sandsynligvis stødt på begrebet ”realkreditlån”, men hvad betyder det egentlig, og hvordan fungerer et realkreditlån? Det får du svar på lige her, hvor vi kigger nærmere på netop denne type lån.  

 

Et lån med pant i fast ejendom

Et realkreditlån er et lån med pant i fast ejendom. Det vil sige, at når du ønsker at optage et realkreditlån, tinglyses et pantebrev, hvoraf det fremgår, at realkreditinstituttet har pant i netop denne bolig svarende til det beløb, som du har lånt. Da der ofte er tale om større summer, har et realkreditlån som regel en lang løbetid. Det er således ikke unormalt at have et realkreditlån med en løbetid på eksempelvis 20 eller 30 år.

 

Direkte sammenhæng med obligationer

Et realkreditlån finansieres gennem salg af obligationer. Det vil sige, at kursen på obligationer har direkte betydning for renten på dit lån. Det skyldes, at realkreditinstitutterne så at sige blot er et mellemled mellem dig og en investor. Ønsker du for eksempel at låne 1,5 millioner kroner, finder realkreditinstituttet en investor, der gerne vil investere 1,5 millioner kroner i fast ejendom. Er der mange, der gerne vil investere, vil din rente falde. Er der derimod mindre efterspørgsel, vil renten på et realkreditlån være højere.

 

Et realkreditlån er et billigt lån

Skal du købe ejendom, vil det som regel være den mest favorable løsning at optage et realkreditlån. Renten på denne type lån er nemlig stort set altid væsentligt lavere end renten på banklån. Det skyldes, at fast ejendom er en rimelig sikker investering. Derfor vil mange investorer gerne sætte penge i fast ejendom, fordi de får et fast afkast. Afkastet er godt nok en smule mindre end ved mange andre typer investeringer, men til gengæld er der ikke en høj risiko forbundet med investeringen.

 

Et fastforrentet lån eller et lån med en variabel rente?

Når du skal optage et realkreditlån, kan du vælge imellem to forskellige renteløsninger. Et fastforrentet realkreditlån har den samme rente i lånets løbetid. Det vil sige, at hvis du på lånetidspunktet kan få en fast lav rente, vil det som udgangspunkt være den bedste løsning. I modsætning hertil har man et lån med en variabel rente. Det er sjovt nok et lån, hvor renten kan ændres. Den vil således følge markedet og vil blive tilpasset løbende. Det kan både være en fordel og en ulempe for dig, da det ikke er til at sige, hvordan markedet udvikler sig.

 

Realkreditlån til finansiering af huskøb

Et realkreditlån kan optages til køb af fast ejendom, hvad end der er tale om et hus, en lejlighed eller et fritidshus som eksempelvis et sommerhus. Du kan imidlertid kun optage et realkreditlån på maksimalt 80 % af boligens værdi – og 75 %, hvis der er tale om et fritidshus. De resterende penge skal findes andre steder. Det er naturligvis at foretrække, at du har en opsparing, der kan dække de sidste udgifter, men du kan også dække de sidste 25 % eller 20 % med et banklån.