Hvad vil du helst have af disse to ting:
- Et gratis gavekort på 100 kr. til din yndlingsbutik?
- Betale 70 kr. for et gavekort på 200 kr. til din yndlingsbutik?
Hvis du er som de fleste danskere, så vælger du det gratis gavekort. Undersøgelser viser at 78 % vælger det gratis gavekort og dermed snyder sig selv for 30 kr. Det skriver dr.dk.
Vi opfører os ofte dybt tåbeligt når vi bruger penge. Vi kører gerne en omvej på flere kilometer for at spare et par kroner på benzinen. Vi bruger timevis på at læse tilbudsaviser frem for at tage en times ekstra arbejde. Vi køber ting på afbetaling selvom det således ofte ender med at koste det dobbelte. Vi går mere op i at spare en krone på mælken end at spare 1000 kr. på den nye sofa. Osv.
Men hvordan bliver man en mere rationel forbruger? Her er nogle tips:
- Gennemsku den reelle pris du betaler for en vare. Ud over selve salgsprisen kan der fx være anskaffelsesomkostninger og løbende omkostninger.
- Brug energi på at spare på de store udgifter og de faste udgifter. Blæs på småtterierne.
- Tænk langsigtet. Hvor lang tid holder varen? Hvor ofte kommer du til at bruge den?
- Mængderabatter. Køb mere hvis det udløser rabat, og hvis det er noget du skal bruge. Men lad være med at købe tre pakker pålæg på tilbud, hvis du alligevel kun får spist to pakker.